Møllerup Gods arbejder med 360 graders anvendelse af hamp i form af fødevare, fibre, ingredienser og teknologi. Nu bliver fødevarepositionen styrket af et strategisk samarbejde med grovvarekoncernen Danish Agro a.m.b.a. der indtræder som partner i hampefrø-virksomheden Møllerup Brands, der arbejder med frøets unikke ernæringsmæssige egenskaber.

Det er netop en del af Møllerups strategi, at indgå partnerskaber, der kan hjælpe hampen med at opnå det fulde potentiale på de danske og internationale markeder. Senest har Møllerup Gods fået en ny partner til virksomheden Møllerup Brands A/S, der arbejder med hampefrø. Den nye partner, Danish Agro køber 70% af Møllerup Brands A/S. Selskabet blev stiftet af Godsejerne Anne Sophie og Stig Gamborg fra Møllerup Gods i samarbejde med Direktør Henrik Rendbøll i 2015.
Efter seks gode år i udviklingens tegn, hvor der har været fokus på at øge kendskabet til hamp som fødevareingrediens, at udvikle produkter samt at vise frøets mange anvendelsesmuligheder, er det blevet tid til at sætte nye kræfter i spil, for at virksomheden kan nå sit fulde potentiale.
“Hamp bliver så stort i fremtiden. Vi kan se på udenlandske markeder, at potentialet for hamp er rigtig stort og det potentiale skal vi forsøge at nå. Vi har derfor ledt efter den helt rigtige partner at vækste med. Vi er rigtig glade for at vores partner på den rejse bliver Danish Agro,” siger Anne Sophie Gamborg.
Møllerup Brands A/S er vokset fra en lille iværksættervirksomhed, til en FSSC22000 certificeret fødevarevirksomhed med 8.000 m3 fabriksfacilitet i Nors ved Thisted, hvor de rå hampefrø renses og forarbejdes til bl.a. mel og olie. Produkterne er i dag tilgængelige i flere danske supermarkeder og de første udenlandske industrikunder er i hus.
Sammen med Danish Agro, har Møllerup Brands A/S en vision om at nå ud til langt flere forbrugere og udbrede sortimentet i store dele af Nordeuropa.
”Vi ser en stor fremtid for hampen som den fuldgyldige fødevarer den er. Den indeholder masser af protein med alle essentielle aminosyre, omega 3, 6 & 9, vigtige fibre, gode vitaminer og mineraler, og så kan vi dyrke den lige herude på vores gode sunde danske marker. Vi glæder os over at det budskab nu kommer hurtigere ud til forbrugere og landmænd i hele Danmark.” siger Anne Sophie Gamborg
Anne Sophie og Stig Gamborg fik øjnene op for hampens alsidige brug og egenskaber i forbindelse med udviklingen af en patenteret teknologi til bearbejdning af fibre. I dag arbejder familien bredt med forskellige samarbejdspartnere for at udbrede hampens anvendelsespotentiale igennem virksomhederne Møllerup Gods og Møllerup Brands med frøene, Advance Nonwoven A/S og Convert A/S med fibrene, og Danish Cannabis, der arbejder med aktivstofferne i bladmaterialet.
Aktuelt er der en stor satsning på udnyttelse af hampefibre til danske tekstiler i projektet Hemp4Tex i samarbejde med Teknologisk Institut, Via University College, Kvadrat, Aarhus Universitet, Bio2Products, Designer Rachel Kollerup og Møllerup-virksomhederne.
For yderligere information, kontakt:
Alexander Gamborg
Direktør Møllerup Gods
+45 28 25 78 78